Kulgården
Fakta om projektet
Områdets navn kommer fra damplokomotivernes tidsalder, hvor kul blev oplagret på området. Men siden 50’erne har arealerne ikke haft nogen stor betydning for DSB’s togdrift.
I dag anvendes området til boldbaner og hundetræning, men ligger afsides og gemt for resten af byen.
Vi foreslår, at den nordlige del af området udvikler sig til et boligområde, og tilknytter sig den øvrige udvikling langs med Søren Frichs Vej. Beliggenheden tæt op ad Ådalen, boldbanerne og de udlagte områder til fri natur vil give boligområdet en attraktiv beliggenhed.
Hele området vil kunne styrkes yderligere, hvis Aarhus Kommune ønsker at etablere nye foreningsfaciliteter til boldbanerne m.v. Det vil styrke idrættens og foreningslivets vilkår i bydelen Åby.
Ses området i sammenhæng med naboarealerne langs Søren Frichs Vej – inklusiv rensningsanlægget – vil Kulgården over de kommende 5-10 år kunne bidrage særdeles positivt i at skabe den sammenhæng mellem byen og naturen, som i dag mangler i området.
Det kan styrkes med nye attraktive boliger, nye og forbedrede stiforbindelser fra nord, vest og syd og en investering i foreningslivet ved boldbanerne. Dermed vil naturen og boldbanerne ikke ligger udenfor, men ligger på vejen.
Sidst, men ikke mindst, foreslår vi at binde området sammen med Åbrinken, Godsbanekvarteret og Banegraven med en ny gang- og cykelbro over åen.